Det er aldrig muligt at sætte et præcist begyndelsestidspunkt på et naturligt sprogs opståen, men dansk tegnsprog går med sikkerhed længere tilbage end Castbergs døveskole fra 1807.
For at et sprog kan opstå og blive et selvstændigt sprog, må det have et vist antal talere som er forholdsvis enige om normerne for sproget og dets ord- eller tegnforråd. Med den første døveskole i Danmark, som blev grundlagt af Peter Atke Castberg i 1807 (men fungerede i det små allerede fra 1805), opstod der er et miljø for dansk tegnsprog fordi døve i Danmark nu i meget videre omfang end før kom i kontakt med hinanden. Det betød at dansk tegnsprog fra da af for alvor kunne udvikle sig i retning af at blive et etableret og afgrænseligt sprog.
Men har ingen da talt tegnsprog i Danmark før døveskolens grundlæggelse? Svaret er ”jo, naturligvis”, for døve har altid kommunikeret med tegn når de har været samlet – og dermed altså også før 1807. Vi har imidlertid ingen kilder der kan fortælle os præcist hvordan dette – eller måske snarere disse – tegn(sprog) har set ud. Måske har man i familier med døve i flere generationer haft en form for familietegnsprog hvis tegnforråd og normer man har været fælles om.
En dansk officer og hofembedsmand ved navn Frederik Gotthold Møller (1795-1882) beskrev i sine erindringer hvordan han som seksårig modtog undervisning i tegning af en døv miniaturemaler Mathias Møller Henrichsen i 1801. Han skrev følgende:
”Hjemme fik jeg Undervisning i Tegning, først af en Miniaturemaler Henriksen (læs: Henrichsen), som var døv og udtrykte sig med Fingersprog eller ved at skrive paa en Tavle.”
Fingersprog var en almindelig betegnelse for tegnsprog før i tiden, og den nævnte miniaturemaler, Henriksen, er Mathias Møller Henrichsen (1768-1807). Mathias Henrichsen, der i øvrigt var Bertel Thorvaldsens ungdomsven, var bedst kendt som miniature- og portrætmaler. Han blev født i Nysted på Lolland og var døvbleven fra sit fjerde eller femte leveår. Castberg ansatte Henrichsen til at undervise døve børn i tegning i årene umiddelbart før han officielt i 1807 kunne åbne sin døveskole under navnet Det kgl. Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn. Se mere om døveundervisningen og Castbergs døveskole her.
Imidlertid kan vi kun gisne om hvad det har været for et ”fingersprog” Henrichsen har talt i 1801. Har han mon lavet bestemte tegn fra et tegnsprog som han har været fælles med andre om at bruge? Eller har det blot drejet sig om tilfældige tegn som han har brugt for at gøre sig forståelig over for sin elev?
Når vi alligevel kan sige med en vis sikkerhed at dansk tegnsprogs historie er ældre end Det kgl. Døvstumme-Instituts oprettelse, er det fordi vi ved at Castberg anså sine elever på skolen – eller i hvert fald dem med et særligt ”opvakt Hoved” (Castberg (1809) citeret hos Holm et al. 1997: 10) – for de bedste rådgivere når det gjaldt opbygningen af dansk tegnsprog. Den metode som Castberg anvendte, og som han kalder han for ”den naturligste og sikreste Maade”, beskriver han sådan: ”[M]an sætter den Døvstumme i den Nødvendighed selv at udfinde et Tegn for det Begreb, man har ledet ham til” (Castberg (1809) citeret hos Holm et al. 1997: 10-11).
Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig at alle de tegn som eleverne foreslog, blev opfundet i tiden på skolen; nogle af tegnene må børnene have brugt i forvejen, og nogle af disse har med stor sandsynlighed overlevet i dansk tegnsprog indtil i dag. På den baggrund kan vi sige at dansk tegnsprog – ikke som samlet sprogsystem, men i form af en (ukendt) del af tegnforrådet – har en historie der går længere tilbage end 1807.
Hvis du har kendskab til kilder der kan gøre os klogere på (dansk) tegnsprogs historie i Danmark før 1807, så kontakt Afdeling for Dansk Tegnsprog.
Skrevet af Anna Sofie Hartling og Janne Boye Niemelä i 2020
Henvisninger
- Bodenhoff, E. G. E. (red.). 1894. En Officers Optegnelser. Af Dagbøger og Breve fra Aarhundredets Begyndelse.
- Castberg, Peter Atke. 1811. Om Tegn- eller Gebærde-Sproget med Hensyn til dets Brug af Døvstumme og dets Anvendelighed ved deres Undervisning: Første Hefte. Kiøbenhavn.
- Holm, Asger, Sven Gudman, Jan William Rasmussen & Palle Vestberg Rasmussen. 1997. Døveundervisning i Danmark 1807-1982 med et tillæg om voksne døve. 2. oplag. Døvehistorisk Selskab. 247 s.
- Niemelä, Peter (red.). 2014. Døve kunstnere i Danmark gennem 400 år
- arkivet.thorvaldsensmuseum.dk/personer/mathias-henrichsen