Ud fra de kilder vi har adgang til, er det sandsynligt at tegnet AFRIKA i dansk tegnsprog kommer fra tegnet NEGER udført kun med pegefingeren, som ifølge ordbogen fra 1967 repræsenterer 'to tykke læber'. Vi ved dog ikke om forfatterne dengang med sikkerhed vidste at det var årsagen til tegnet NEGER, eller om det bare var deres formodning.
Det danske tegn for 'Afrika' har ikke altid set ud som det gør i dag. I de ældste danske tegn ordbøger bliver vi præsenteret for et eller flere tegn for 'Afrika'. Alle disse tegn udføres foran ansigtet ligesom vi kender det fra tegnet AFRIKA (i to varianter) i Ordbog over Dansk Tegnsprog i dag. Til gengæld var håndformen i de tidligere tegn en flad, lidt krum hånd hvorimod de nuværende tegn udføres med en eller to krummede fingre. Vi møder første gang denne tegnvariant i Håndbog for tegnsprog fra 1967. Her refererer tegnet dog til 'neger' og ikke til 'Afrika'. Det samme gør sig gældende i Dansk-Tegn Ordbog fra 1979/97, og det er derfor først i Ordbog over Dansk Tegnsprog at tegnet optræder i betydningen 'Afrika' foruden betydningen 'neger'.
Hvilke(t) tegn man bør bruge for ’Afrika’, er et spørgsmål der også diskuteres globalt. Fx argumenterer Muddy Moges-Riedels, amerikansk forsker i lingvistisk antropologi, i dette facebookopslag https://www.facebook.com/510709296/videos/10158547922329297 for at man ikke skal stræbe efter et fælles, internationalt tegn for kontinentet Afrika, eftersom der findes adskillige varianter blandt kontinentets 54 lande med hvert deres nationale tegnsprog.