I Ordbog over Dansk Tegnsprog finder man to forskellige tegn for ’Australien’. Dels AUSTRALIEN~1 som er det tegn der bliver brugt på australsk tegnsprog (Auslan) og så er der AUSTRALIEN~2, som der er blevet spurgt ind til i svartjenesten. Spørgeren spurgte desuden om tegnet, AUSTRALIEN~3, der illuderer en træpind tværs gennem næsen. Vi forhørte os derfor ved en ekstern ekspert, en herboende australier og blandt medlemmerne af vores referencegruppe angående de to sidstnævnte tegn, og det kom der følgende ud af.
Stephanie Linder, som er bosat og arbejder i Danmark, hjalp os med at undersøge hvorfor deres tegn AUSTRALIEN~1 ser ud som det gør. Hun spurgte rundt på Facebook blandt sine australske bekendtskaber, men tilsyneladende var der ingen der var helt sikre på tegnets oprindelse. Enten forbinder man tegnet med 1) at smide fangerne fra England ned til øen, 2) med det australske tegn for bless (’velsigne’) i betydningen ’God bless the country’ eller 3) stjerner der daler ned fra himlen. Altså tre ret forskellige bud.
I ordbogen fra 1967 finder vi første gang et tegn for Australien der minder om AUSTRALIEN~2 i Ordbog over Dansk Tegnsprog. Håndformen er lidt anderledes, men tegnudførslen minder i nogen grad om det tegn. Ingen kender den præcise årsag til at tegnet ser ud som det gør, men en forsker i tegnsprog fra New Zealand mener at det kan hænge sammen med en særlig hat med et karakteristisk ombuk på den ene side, som blev brugt i Australien.
Dette tegn er ikke at finde i nogen danske tegnordbøger, men flere ældre medlemmer af referencegruppen melder tilbage at de kender tegnet, som kan udføres med en eller to hænder. Et medlem af referencegruppen mener at tegnets oprindelse kan forbindes med det oprindelige folk som bruger træpinden i næsen.
Skrevet af Elisabeth Holm Hansen og Janne Boye Niemelä i 2023.
Henvisninger