Man forsøgte at lave et sådant fællesnordisk håndalfabet i de første årtier af 1900-tallet, men det faldt til jorden fordi man ikke kunne blive enige om hvilket håndalfabet der skulle være det fælles.
I kølvandet på de første nordiske døvstummekongresser i 1907 (i København), 1912 (i Stockholm) og 1924 (i Trondhjem) diskuterede man mulighederne for et fælles nordisk håndalfabet. En af fortalerne herfor var redaktøren af den svenske avis Tidning för dövstumma, Gunnar Fondelius. Han fremlagde spørgsmålet til diskussion i et indlæg i femte nummer af avisen i 1927 hvor han desuden nævner at det kunne være et muligt diskussionsemne til døvstummekongressen i 1929. Gunnar Fondelius talte for indførelsen af et fælles håndalfabet i Norden for dels at bringe de døve i Norden tættere sammen ved at gøre den indbyrdes kommunikation nemmere, dels at kunne nedbringe mængden af tolke til nordiske arrangementer som eksempelvis døvstummekongressen. Fondelius giver udtryk for at det store antal tolke til kongressen i 1924 var både forvirrende og forstyrrende for forståelsen.
I slutningen af 1920’erne havde Finland og Sverige et fælles håndalfabet mens Danmark havde sit eget. Fondelius skriver at Norge slet ikke havde noget håndalfabet. Vi kan dog i andre kilder se at man i Norge fra 1815 har anvendt et enhåndsalfabet inspireret af det danske håndalfabet og fra 1908 tillige har anvendt et tohåndsalfabet. Det finsk-svenske håndalfabet havde en nordisk oprindelse, og det danske en fransk/international oprindelse (anvendt i Danmark fra 1808). Diskussionen gik meget hurtigt på om det da skulle være det håndalfabet man anvendte i Sverige og Finland, eller det håndalfabet man anvendte i Danmark, der skulle være det fællesnordiske. Den danske døvepræst Johannes Jørgensen skrev et svar til Fondelius i Smaablade for Døvstumme i juni 1927. Han mente ikke at man ville kunne nå til enighed om det og argumenterede for at man i stedet valgte et helt tredje som det fælles, nemlig det engelske. Det faldt dog ikke i god jord hos andre bl.a. fordi det engelske håndalfabet er tohændigt og dermed mere besværligt at bruge.
Det lykkedes ikke at få et fælles håndalfabet i hele Norden, og derfor har de nordiske lande stadig forskellige håndalfabeter i dag: Sverige beholdt sit traditionelle håndalfabet, Finland skiftede til det internationale håndalfabet, og Norge har stadig i dag to håndalfabeter – et enhåndsalfabet som er inspireret af det gamle danske håndalfabet men med internationale varianter for nogle af tegnene, og et tohåndsalfabet.
I 1977 blev det danske håndalfabet erstattet af et nyt internationalt håndalfabet idet man mente at det internationale håndalfabet var lettere at aflæse. Læs mere om det her.
Skrevet af Janne Boye Niemelä og Anna Sofie Hartling i 2019.
Henvisninger
• Smaablade for Døvstumme, Nr.320, 1927
• Tidning för dövstumma. Sveriges första och äldsta dövstumtidning, N:r 5, 7 & 9, 1927
• https://www.doveforbundet.no/tegnsprak/handalfabetet
