

Tegnet for ’Danmark’ på ASL (altså amerikansk tegnsprog) minder om det danske tegn DUM. Hvorfor er det sådan?
Svar
Ligheden mellem DANMARK~ASL (klik på ordet, så ser du tegnet) og DUM er tilfældig. Tegnet for Danmark på ASL er altså ikke et udtryk for en holdning om at danskere er specielt dumme.
På ASL laves tegnene for Danmark, Norge og Sverige på panden. Danmark laves som et d (klik her: DANMARK~ASL), Sverige laves som et s (klik her: SVERIGE~ASL), og Norge laves som et n (klik her: NORGE~ASL).
Hvis man føler sig stødt af tegnet, kan man naturligvis gøre opmærksom på det når man taler med personer der taler ASL.
Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2018