Vi er her på afdelingen blev spurgt om hvorvidt ledstillingen, dvs. den rækkefølge som leddene i et sprog præsenteres i, er mere fleksibel i dansk tegnsprog end i dansk. Efter at have konsulteret professor i anvendt lingvistik, Elisabeth Engberg-Pedersen, fandt vi frem til at dette givetvis ikke er tilfældet – snarere det modsatte. Ordstillingen i dansk følger visse regler, men der er en relativt høj grad af fleksibilitet da dansk er et sprog med en vis mængde bøjninger. Graden af fleksibilitet hænger nemlig typisk sammen med mængden af bøjninger et sprog har: Hvis et sprog er bøjningsrigt, er der ofte større fleksibilitet i forhold til ordrækkefølge. Det skyldes at man ved bøjningerne kan se hvilket led der har hvilken funktion i sætningen. Eksempelvis kan man i dansk se forskel på den der gør noget (grundleddet/subjektet), og den der bliver gjort noget mod (genstandsleddet/objektet) i bøjningen af pronomener (stedord):
Hun slog hende
Her kan vi se at hun er den aktive part i slå-handlingen, mens hende er den der bliver slået. Vi kan derfor uden at skabe forvirring bytte om på rækkefølgen af de to:
Hende slog hun
Dansk tegnsprog er ikke noget særligt bøjningsrigt sprog og er derfor umiddelbart mindre fleksibelt i forhold til ledstilling. Hvis man skal sige hun slog hende på dansk tegnsprog, skal man placere de to personer på hvert sit sted i tegnrummet, hvorefter slå-handlingen vises imellem dem. Udførelsen af slå-tegnet viser hvem der slår hvem. Man kan derfor ikke ændre retningen af tegnet for slog uden samtidigt at ændre betydningen.
Her skal vi understrege at der er variation mellem sprogbrugere, og nogle tegnsprogstalere vil eksempelvis have en mere fleksibel ledstilling end andre.
Skrevet af Kasper Lind-Hansen Kristjansson i 2020.
