Det lyder som et simpelt spørgsmål, men er det langtfra. Et sprog kan nemlig være ”anerkendt” i et givet land på flere forskellige måder, og de forskellige former for anerkendelse har vidt forskellig betydning for sprogets status. Først og fremmest må man stille spørgsmålene: Hvad er tegnsproget blevet anerkendt som, og hvor, dvs. i hvilken type dokument er det blevet anerkendt?
Først og fremmest er det forskelligt hvilken ”type” sprog tegnsprog anerkendes som: et nationalsprog, et officielt sprog, et arbejdssprog, et regionalsprog eller et minoritetssprog. Der er imidlertid ofte forskel på hvilken status der følger med når hhv. et tegnsprog og et lydsprog anerkendes som en af de nævnte sprogtyper. For eksempel betyder officielt sprog, ved omtale af et lydsprog, normalt det sprog som myndighederne bruger til at kommunikere med landets borgere, og som ofte også er det sprog der bruges i skolerne og andre statslige institutioner, men det betyder det oftest ikke når ordet bruges om et tegnsprog. Newzealandsk tegnsprog er eksempelvis anerkendt som det tredje officielle sprog i New Zealand – ved siden af engelsk og maori – men det betyder ikke at newzealandsk tegnsprog bruges i samme omfang som de to lydsprog.
Derfor er det mere givtigt at se på de forskellige typer af anerkendelse. Man skelner mellem disse tre: anerkendelse der gives i et lands forfatning, anerkendelse der gives i et lands sproglovgivning (herunder tegnsprogslove) og anerkendelse der gives i lovgivningen om det nationale sprognævns virke i det pågældende land.
Endelig kan man skelne mellem eksplicit og implicit anerkendelse: Eksplicit anerkendelse refererer til lovgivning der anerkender tegnsprog i sproglove. Implicit anerkendelse refererer til at brugen af tegnsprog anerkendes i love der angår handicappedes rettigheder.
På verdensplan begyndte man først at anerkende tegnsprog på en af ovenstående måder i slutningen af 1990’erne. Men i nogle lande har forskellige former for symbolske og indirekte anerkendelser, bl.a. i lovændringer indenfor undervisningssystemet, fundet sted nogle årtier før, fx i Norge, Sverige og visse stater i USA fra 1970’erne og 1980’erne.
Her kan du se et kort over tegnsprogsanerkendelse verden over.
Skrevet af Anna Sofie Hartling i 2021.
Henvisninger
- De Meulder, Maartje. 2015. The legal recognition of sign languages, i: Sign Language Studies 15 (4), 498-506.
- De Meulder, Maartje, Joseph J. Murray & Rachel L. McKee (red.). 2019. The Legal Recognition of Sign Languages: Advocacy and Outcomes. Bristol: Multilingual Matters, 1-327.
- Haualand, Hilde & Ingela Holmström. 2019. When language recognition and language shaming go hand in hand – sign language ideologies in Sweden and Norway, i: Deafness & Education International, 21:2-3, 99-115, DOI: 10.1080/14643154.2018.1562636
