I forsøget på at svare på om dansk tegnsprog kan karakteriseres som enten verbalt eller nonverbalt, er det oplagt først at slå fast hvordan de to ord skal forstås i dag. Slår man ordene verbal og nonverbal op i Den Danske Ordbog (ordnet.dk/ddo), som netop dækker moderne dansk, støder man på følgende definitioner:
verbal:
1. formuleret eller udtrykt i tale; som siges
1.a vedr. evnen til at bruge sproget til at formulere sig med
nonverbal:
som ikke indebærer eller udtrykkes ved hjælp af (talt) sprog
Adjektivet verbal har altså hovedbetydningen ’formuleret eller udtrykt i tale; som siges’ og som underbetydning hertil ’vedr. evnen til at bruge sproget til at formulere sig med’. Adjektivet nonverbal har kun en (hoved)betydning, altså ’som ikke indebærer eller udtrykkes ved hjælp af (talt) sprog’. Hvilken af disse definitioner er så mest sigende for tegnsprog?
Før i tiden inddrog man ikke tegnsprog i overvejelser om sprog, og derfor sidestillede man automatisk sproglig med talt/verbalt. Sprog var altså per definition udtrykt i tale (med stemmen). Hvis man fastholder den forståelse af sprog, er tegnsprog selvfølgelig nonverbale. Men som parentesen i definitionen af nonverbal antyder, kan man også lægge hovedvægten på at nonverbal henviser til noget sprogløst. Forstået på den måde er alle sprog, dvs. kommunikationsformer som har struktur og systematicitet, verbale, mens eksempelvis gestik er nonverbalt (selvom gestik faktisk heller ikke er helt usystematisk). Ud fra den betragtning er tegnsprog altså verbale fordi de har struktur og systematicitet på en anden måde end gestik.
Vores gæt er dog i øvrigt at den almene umiddelbare forståelse af verbal er at det indebærer talt/lydligt sprog. Man må nok konstatere at hverken verbal eller nonverbal er særlig rammende som beskrivelse af tegnsprog.
Før udfærdigelsen af dette svar konsulterede vi professor i anvendt lingvistik, Elisabeth Engberg-Pedersen.
Skrevet af Anna Sofie Hartling og Janne Boye Niemelä i 2021.
