Mund-hånd-systemet (MHS) er et system til at gengive danske ord. I dag bruges det primært til at gengive danske ord som man ikke har tegn for, fx navne eller fagord.
Når man bruger MHS, tager man udgangspunkt i udtalen af ord. Ved hjælp af systemet kan man repræsentere lyde som p, k, m osv. Vokalerne (a, o, æ osv.) skal aflæses på munden. De repræsenteres nemlig alle med en halvt lukket hånd med let bøjede fingre som kaldes grundstillingen. Man holder hånden under hagen og gengiver udtalen af konsonanterne samtidig med at man udtaler ordet. Håndformen symboliserer tungens placering i munden.
Fra omkring 1903 blev eleverne på døveskolerne undervist i MHS, og mange ældre døve er mere fortrolige med MHS end med håndalfabetet (både det gamle og det nye). De fleste yngre døve er bedre til at bruge håndalfabetet end til at bruge MHS.
I dette tegnsprogstema kan man lære mere om MHS og dets historie. Find bl.a. ud af hvilke tegn der er afledt af MHS, og om andre tegnsprog har et system der ligner MHS.
På billedet Mund-hånd-systemet i Forchhammers oprindelige version i kolonnen til højre kan man se alle tegnene i MHS (se billede i fuld størrelse).
Mund-hånd-systemet i Forchhammers oprindelige version.
MHS tager udgangspunkt i lyd – og nogle gange skrift
Hvis man skal gengive ordet tang, så gør man det ved hjælp af lydene/tegnene T-NG (da systemet jo tager udgangspunkt i lyd, er det tegnet for lyden ŋ der bruges her, og altså ikke MHS-N eller MHS-G (se billedet Mund-hånd-systemet i Forchhammers oprindelige version ovenfor til højre).
Nogle gange tager gengivelsen af ordet også udgangspunkt i skrivemåde, fx i ordet giro som udføres G-I-R-O selvom det ikke udtales med g, men med en sj-lyd – det var ikke sådan systemet var tænkt, men det er sådan døve har gjort fordi de jo har kunnet se g’et på skrift.
Nogle tegn stammer fra MHS
På dansk tegnsprog er en række tegn afledt af MHS, fx tegnene TAK, GRATIS og SELVFØLGELIG. De er blevet til faste tegn og ligner ikke længere tegnene fra MHS, som oprindeligt blev udført under hagen. Der er fx ændret retning ud mod modtager når man udfører TAK, man bruger to hænder i stedet for én når man udfører GRATIS, og der er kun tegnene MHS-S og MHS-G tilbage når man udfører SELVFØLGELIG.
Historien bag MHS
Georg Forchhammer (1861-1938) var forstander på Den Kongelige Døvstummeskole, først i Nyborg og derefter i Fredericia, fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1926. Ifølge bogen Døveundervisning i Danmark 1807-1982 opfandt han nogle håndstillinger for bedre at kunne kommunikere med sin kone som var døv, og for at supplere mundaflæsningen. Disse håndstillinger blev til mund-hånd-systemet, og Forchhammer beskrev det første gang i 1903.
Talemetoden vandt fra starten af 1900-tallet indpas i undervisningen af døve børn i Danmark og resten af den vestlige verden. Metoden gik ud på at de døve børn blev undervist i tale, og at tegn var udelukket i undervisningen. Man mente at tegnene ville gøre det sværere for børnene at lære at tale, og at det ville give børnene mulighed for at hoppe over hvor gærdet var lavest da tegnsprog jo var lettest at frembringe for børnene.
Er MHS noget særligt dansk?
MHS er opfundet i Danmark, og dansk tegnsprog er kendt for MHS. Det er ikke særlig udbredt i verden at man har integreret et system som MHS i et tegnsprog.
Selvom MHS er udviklet til at gengive lyde og dermed gøre mundaflæsning lettere, bruges det ikke sådan i dag. I dag er det blevet integreret i dansk tegnsprog og fungerer på samme måde som håndalfabetet. Folk fra andre lande synes fx at det er sjovt at man bruger MHS til at gengive navne.
I USA findes der et visuelt system der hedder cued speech. Det kan godt minde en smule om MHS, men det er ikke integreret i amerikansk tegnsprog på samme måde som MHS er det i dansk tegnsprog. Cued speech er tilsyneladende et separat system som bruges samtidig med at der tales engelsk. Det har til formål at synliggøre lydene.
Referencer: Mund-hånd-systemet
Dette tema er skrevet af Catrine Voigt, Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2017.
Asger Holm, Sven Gudman, Jan William Rasmussen & Palle Vestberg Rasmussen (1997): Døveundervisning i Danmark 1807 – 1982, med et tillæg om voksne døve. København: Døvehistorisk Selskab.
Jette Hedegaard Kristoffersen (2007): Tegnsprog er et fuldgyldigt sprog. I Modersmål-Selskabets Årbog Sproget og de ordløse kunstarter, 13-21. København: C.A. Reitzels Forlag.
Signe Birch-Rasmussen (1994): Lærebog i Mundhåndsystem. København: Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation.
William B. McGregor, Janne Boye Niemelä & Julie Bakken Jepsen (2015): Danish Sign Language. I J. Bakken Jepsen, G. De Clerck, S. Lutalo-Kiingi & W. B. McGregor (red.): Sign Languages of the World: A Comparative Handbook, 195-233. Berlin/Boston: De Gruyter Mouton.
