Tema: Talinkorporering

PlayDansk Tegnsprog

Introduktion til talinkorporering

Talinkorporering er et almindeligt fænomen inden for tegnsprog og betegner sammensmeltningen af et taltegn med et leksikalsk tegn (et tegn i grundformen), hvorved der opstår et nyt tegn. Det nye tegn tager typisk håndform efter taltegnet, mens andre dele af tegnet som bevægelse og artikulationssted stammer fra det inkorporerende tegn. I dansk tegnsprog kan fx tegnet MÅNED inkorporere håndformen fra en afgrænset gruppe af taltegn for at angive ’antal af måneder’.

Ikke alle tegn kan inkorporere taltegn, og ikke alle taltegn kan inkorporeres. De tegn der kan være inkorporerende, er typisk temporale tegn for tidsangivelser eller tegn for måleenheder. I DTS er det taltegnene EN til og med NI der i større eller mindre omfang kan inkorporeres, hvorimod taltegnene fra TI og opefter, som alle har en egenbevægelse, ikke kan inkorporeres.

PlayDansk Tegnsprog

Talinkorporering i nationale tegnsprog

Selvom der er fællestræk ved talinkorporering på tværs af forskellige nationale tegnsprog, kan der være forskel på hvilke fx temporale tegn der kan være inkorporerende. I tysk tegnsprog (DGS) er tegnet for uge fx talinkorporerende, hvilket det ikke er i dansk tegnsprog.

Nogle tegnsprog benytter to-håndstaltegn, hvor man i dansk tegnsprog udfører alle tal med kun en hånd. I sådanne tegnsprog kan man opleve at nogle temporale tegn kan være inkorporerende med taltegn fra 1-9, mens andre kun kan være inkorporerende med taltegnene fra 1-5. Det gælder blandt andet for russisk tegnsprog (RSL), hvor tegnet for måned kan inkorporere alle taltegn fra EN~RSL til og med NI~RSL (EN~RSL til og med FEM~RSL udføres med en hånd, mens SEKS~RSL til og med NI~RSL udføres med to hænder). Det russiske tegn for minut kan derimod kun inkorporere taltegnene fra EN~RSL til og med FEM~RSL.

PlayDansk Tegnsprog

Forskellige kategorier af talinkorporering

Man kan tale om tre forskellige kategorier af talinkorporering.

1. Fuld inkorporering af talhåndform og leksikalsk tegn: Den første kategori indebærer en fuldstændig sammensmeltning af en talhåndform og et andet tegn. Dette ses fx i tegnene TRE-MÅNED, TRE-KRONE, TREDJE-SAL.

2. Fuld inkorporering af talhåndform uden leksikalsk tegn: Den anden kategori involverer sammensmeltning af en talhåndform med en bevægelse der indikerer fortid eller fremtid. Disse tegn placeres fx på en tidslinje ved hjælp af bevægelse, som i tegnene TRE-DAG-SIDEN, TRE-DAG-SENERE, OM-TRE-ÅR og TRE-ÅR-SIDEN. Denne form for inkorporering involverer altså ikke et leksikalsk grundtegn ud over taltegnet.

3. Sammensætning med assimilation: Den tredje kategori indebærer en delvis sammensmeltning af en talhåndform og et leksikalsk tegn, hvor tegnet føres ud til taltegnets oprindelige artikulationssted. Dette ses fx i tegnene NUMMER-TRE og KLOKKEN-TRE. Her dannes talhåndformen ved det leksikalske tegns artikulationssted og føres derefter ud til taltegnets leksikalske artikulationssted, hvilket kan betegnes som sammensætning med assimilation.

Oversigt over tegn i de tre kategorier. Klik for at se stor størrelse.
Oversigt over tegn i de tre kategorier. Klik for at se stor størrelse.
PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal timer (1. kategori)

Tegnet TIME kan udføres med en pegehånd som tegner en cirkel rundt på den anden håndflade. Ved inkorporering med et taltegn fra EN til og med NI forsvinder den passive hånd. Den aktive hånd bevarer bevægelse og artikulationssted fra det inkorporerende tegn TIME, mens håndformen formes efter det inkorporerede taltegn, fx EN-TIME ’en time’, TO-TIMER ’to timer’ osv.

Eksempelsætning:
ASIEN_OMRÅDE_KØ_KULTUR_FORSKEL-HER_JEG_STATION_KØ_VENTE_EN-TIME

Køkulturen i Asien er noget helt andet end her. På banegården stod jeg i kø over en time.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet EN-TIME.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal måneder (1. kategori)

Tegnet MÅNED, som udføres i en nedadgående bevægelse med baby-c-håndform, kan fungere som inkorporerende tegn med et taltegn fra EN til og med NI. Ved inkorporering sættes tegnet altså sammen med et af taltegnene og danner derved et nyt tegn, fx EN-MÅNED ’en måned’, TO-MÅNEDER ’to måneder’ osv. I det nye tegn er bevægelse og artikulationssted for tegnet MÅNED bevaret, mens håndform og håndens orientering stammer fra det inkorporerede taltegn.

Eksempelsætning:
PEG_SOVE_koma(MHS)_SOVE_TRE-MÅNEDER_PLUDSELIG_VÅGNE

Efter at have ligget i koma i tre måneder, vågnede hun pludselig.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet TRE-MÅNEDER.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal år (1. kategori)

Tegnet ÅR udført med 1-hånden i en cirkelbevægelse i det neutrale tegnrum kan også fungere som inkorporerende tegn for taltegnene EN til og med NI, fx ET-ÅR ’et år’, TO-ÅR ’to år’ osv. Tegnet for ÅR og ET-ÅR er identiske i tegnudførslen, men har forskellige mundbevægelser.

Eksempelsætning:
GAMMEL_DENGANG_PEG_LÆRE-SIG_PEG_HOS_MESTER_PEG_UNDERVISE_FIRE-ÅR

I gamle dage var man lærling hos en mester i fire år.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet FIRE-ÅR.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal hundrede (1. kategori)

Tegnet HUNDREDE, der udføres med H-hånd med håndfladen udad i en nedadgående bevægelse, kan inkorporere taltegnene fra EN til og med NI. Ved inkorporering fastholdes artikulationssted og tilnærmelsesvis bevægelse, mens håndformen overtages fra taltegnet. Fx ET-HUNDREDE ’et hundrede’, TO-HUNDREDE 'to hundrede' osv. Disse tegn minder i den manuelle udførsel meget om tegnene beskrevet under Tegn for et bestemt antal måneder. Mundbevægelsen og ofte konteksten vil dog være en anden.

Eksempelsætning:
DENGANG_TO_TUSIND_SYV_EKSISTENS_HISTORIE_FOREGÅ_DET-ER_PEG_DØV_UDDANNELSE_TO-HUNDREDE_JUBILÆUM

I 2007 var en historisk begivenhed. Det var døveundervisningens 200 års jubilæum.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet FOREGÅ.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal kroner (1. kategori)

Tegnet KRONE udført med æ-hånd kan fungere som inkorporerende tegn, hvor håndformerne fra taltegnene EN til og med NI inkorporeres, fx EN-KRONE ’en krone’, TO-KRONER ’to kroner osv. Tegnene udføres ved berøring af panden med en af fingrene i tal-håndformen. Typisk er det tommelfingeren, men for nogle af tallene er det eller kan det være en af de andre fingre. Fx FIRE-KRONE hvor det er pegefingeren, der er i berøring med panden, eller SEKS-KRONE, hvor det er enten pegefingeren eller tommelfingeren og lillefingeren i kombination der er i berøring med panden.

Eksempelsætning:
EN_DOLLAR_I-STEDET-FOR_CIRKA_SEKS-KRONER

En dollar svarer til ca. seks kroner.

Kilde: Ordbog over Dansk tegnsprog under I-STEDET-FOR.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for en bestemt division (1. kategori)

Tegnet DIVISION, der udføres med håndformen fra bogstavtegnet d i en cirkelbevægelse ind foran kroppen kan også fungere som inkorporerende tegn. Ved talinkorporering bibeholdes tegnets artikulationssted og bevægelse, mens håndformen tager form efter taltegnet. I princippet kan alle taltegn fra EN til og med NI inkorporeres med dette tegn, men da der fx kun findes 1., 2. og 3. division i dansk fodbold, giver det sjældent mening at fortsætte efter 3.

Denne talinkorporering er tilsyneladende ikke særlig udbredt og bruges måske kun af meget sportsinteresserede tegnsprogstalere.

Eksempelsætning:
PEG+n_FODBOLD_1-DIVISION_2-DIVISION_3-DIVISION

I fodbold findes der 1., 2. og 3. division.

(Hentet fra klippet Fodboldkamp (1991) ved Tomas Kold)

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for en bestemt etage (1. kategori)

Tegnet ETAGE der udføres med en B-hånd med håndfladen nedad og en vandret bevægelse mod højre (hvis man benytter højre hånd), kan inkorporere taltegnene EN til og med NI. Ved inkorporering fastholdes tegnets bevægelse og artikulationssted, mens håndformen følger taltegnet, fx FØRSTE-SAL ’første sal’, ANDEN-SAL ’anden sal’ osv.

Eksempelsætning:
DENGANG_JEG_BO_ANDEN-SAL_JEG_FLYTTE_NED_FØRSTE-SAL_JEG_SOMMETIDER_JEG_PROFORM_ANDEN-SAL_TAGE-FEJL

Før boede jeg på 2. sal, så flyttede jeg ned på 1. Sommetider trasker jeg hele vejen op til 2., før jeg opdager at det er forkert.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet FØRSTE-SAL.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal år frem i tiden (2. kategori)

Disse tegn mener vi hører til den anden kategori.Tegnets håndform stammer fra taltegnet, mens artikulationsstedet befinder sig på en tidslinje der betegner noget fremtidigt. Tegnet udføres med en cirkelbevægelse ligesom tegnet x-ÅR, men i en fremadgående bevægelse. Tegnet kan udføres med alle taltegnene EN til og med NI, fx TO-ÅR-SENERE 'om to år'.

Eksempelsætning:
PEG_REIMS_FESTIVAL_TO-ÅR-SENERE_EKSISTENS_VED-IKKE

Om festivalen stadig findes i Reims om to år, ved jeg ikke.

(Konstrueret af Afdeling for Dansk Tegnsprog)

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal år tilbage i tiden (2. kategori)

Denne type tegn hører til den anden kategori, der ikke har et inkorporerende leksikalsk grundtegn. Tegnene har taltegnets håndform, mens bevægelse og artikulationssted derimod kan siges at udnytte en tidslinje der betegner noget fortidigt. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med NI, fx SIDSTE-ÅR 'sidste år', TO-ÅR-SIDEN ’for to år siden’ osv.

Eksempelsætninger:
SIDSTE-ÅR_JEG_FERIE_TAGE-TIL_LOS-ANGELES

Sidste år var jeg på ferie i Los Angeles.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet SIDSTE-ÅR.

TRE-ÅR-SIDEN_JEG_FÆRDIG_SVEND_JEG_PEG_FYRE_JEG_MED-DET-SAMME

Da jeg blev svend for tre år siden, fyrede de mig med det samme.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet FYRE.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal dage frem i tiden (2. kategori)

Hvor tegnet for et bestemt antal dage tilbage i tiden har en bagudrettet bevægelse for at betegne noget fortidigt, udføres tegnet for et bestemt antal dage frem i tiden med en fremadrettet bevægelse, hvorved det betegner noget fremtidigt, her et bestemt antal dage. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med FEM. Fx I-MORGEN ’i morgen’, I-OVERMORGEN ’i overmorgen’, TRE-DAG-SENERE ’om tre dage’.

Eksempelsætning:
JEG_EKSISTENS_MØDE_I-OVERMORGEN_EFTERMIDDAG

Jeg har et møde i overmorgen eftermiddag.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet I-OVERMORGEN.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt antal dage tilbage i tiden (2. kategori)

Tegnet følger de samme principper som beskrevet under tegn for et bestemt antal år tilbage i tiden og minder i udførelsen også noget om det tegn bortset fra at bevægelsen ved dage tilbage i tiden er en lige linje fra kinden til bag øret. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med FEM. Fx TRE-DAG-SIDEN ’for tre dage siden’ og FIRE-DAG-SIDEN ’for fire dage siden’.

Eksempelsætning:
I-FORGÅRS_JEG_GRUPPE_SAMMEN_VENINDE_GRUPPE_TAGE-AFSTED_CAFE

I forgårs var jeg med veninderne på café.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet I-FORGÅRS.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for ti, tyve, tredive osv. (2. kategori)

Disse tegn har taltegnets håndform men orienteringen er fremadrettet og bevægelsen horisontal fra venstre mod højre (hvis man er højrehåndet).Bevægelsen henviser ikke til en tidslinje, da taltegnet kan bruges som talangivelse for både antal og tid. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med NI.

Eksempelsætning:
HVER_SLOT_EKSISTENS_CIRKA_TYVE_ANSÆTTE_PEG_PASSE-PÅ_SLOT

Hvert slot har cirka tyve ansatte til at passe slottet.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet SLOT.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for en bestemt numerisk placering (3. kategori)

Denne type tegn hører til den tredje kategori. Håndformen følger taltegnet som ved de andre kategorier, men ved denne inkorporering starter tegnudførslen ved tegnet NUMMER’s artikulationssted ved næsefløjen eller modificeret ved næsetippen og slutter ved taltegnets artikulationssted. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med FEM. Fx NUMMER-TRE ’nummer tre’.

Eksempelsætning:
SVØMME_KONKURRENCE_MIN_SØSKENDE_PEG_ET-HUNDREDE_METER_BRYSTKASSE_NUMMER-ET

Til svømmestævnet blev min bror nummer ét i 100 meter bryst.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet BRYSTKASSE.

PlayDansk Tegnsprog

Tegn for et bestemt klokkeslæt (3. kategori)

Ligesom med Tegn for en bestemt numerisk placering hører Tegn for et bestemt klokkeslæt til den tredje kategori, idet tegnudførelsen med talhåndformen starter ved artikulationsstedet for tegnet KLOKKEN ud for øret og slutter ved taltegnets artikulationssted. Tegnet kan udføres med taltegnene EN til og med FEM. Fx KLOKKEN-TO ’klokken to’.

Eksempelsætning:
KLOKKEN-FIRE_JEG_VÅGNE_KLOKKEN_PROFORM-PROFORM_FORSTYRRE_PEG_BØRN_VÅGNE

Jeg vågnede kl. fire og fik væltet vækkeuret ned da jeg rakte ud efter det. Det forstyrrede børnene som så også vågnede.

Kilde: Ordbog over Dansk Tegnsprog under tegnet FORSTYRRE.

Referencer: Talinkorporering

Engberg-Pedersen, Elisabeth (2024). Personlig samtale.

Liddell, Scott K. (1996). Numeral incorporating roots & non-incorporating prefixess in american sign language. Sign Language Studies.

Otte, Felicitas, Müller, Anke, Wähl, Sabrina & Langer, Gabriele (2023). Numeral Incorporation as Grammaticalization? A Corpus Study on German Sign Language (DGS). Languages 2023, 8(2), 153

Semushina, Nina & Mayberry, Rachel I. (2019). Numeral Incorporation in Russian Sign Language: Phonological Constraints on Simultaneous Morphology. Sign Language Studies, Gallaudet University Press, Volume 20, Number 1, Fall 2019

SignGram Blueprint (2017). Ed. Josep Quer, Carlo Cecchetto, Caterina Donati, Carlo Geraci, Meltem Kelepir, Roland Pfau, and Markus Steinbach. Walter de Gruyter GmbH, Berlin/Boston.

Ordbog over Dansk Tegnsprog: www.tegnsprog.dk

Tema om tegnenes byggeklodser: https://dansktegnsprog.dk/om-sproget/temaer/tema/tegnenes-byggeklodser

 

 

Dansk TegnsprogDansk Tegnsprog
Ordbog
Dansk Tegnsprog
Dansk Tegnsprog
Dansk Tegnsprog