Tema: Metaforer

PlayDansk Tegnsprog

Introduktion: Metaforer

En metafor er en overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng der fremkalder ny, billedlig betydning. Vi bruger metaforer når vi forstår eller forklarer noget abstrakt gennem noget mere konkret. Det gælder også i dansk tegnsprog.

Når man taler om tid, tanker, følelser eller problemer, bliver det på tegnsprog ofte vist visuelt i rummet eller på kroppen. Metaforer er derfor ikke kun noget man finder i poesi eller særlige udtryk. De er en naturlig del af hvordan dansk tegnsprog skaber mening.

I dansk tegnsprog kan metaforer gøre abstrakte begreber mere synlige. Det kan for eksempel være når fremtid placeres foran kroppen, eller når en idé vises som noget der opstår ved hovedet.

I lydsprog ligger metaforer ofte i ord og udtryk. I tegnsprog kan de også ses i bevægelse, placering og kropslige udtryk. Det gør metaforer til en central del af tegnsprogets måde at skabe og formidle betydning på.

PlayDansk Tegnsprog

Hvad er en metafor?

En metafor er en måde at forstå et område gennem et andet. Begrebet stammer fra det græske ord metaphora (‘overføring’) der er afledt af metapherein (‘bære, føre’).

Det betyder at noget abstrakt bliver forklaret med udgangspunkt i noget vi kan se, mærke eller bevæge os i. I tegnsprog er det ofte meget tydeligt fordi brug af hænder, krop, ansigt og rum er en integreret del af sproget.

Et klassisk eksempel er tid. Fx når vi på dansk siger at ’tiden flyver’, bruger vi en metafor til at fortælle at tiden bevæger sig hurtigt. Så for at forstå tiden, det abstrakte, inddrager vi et bevægelsesmønster som vi forbinder med hastighed. Tid kan heller ikke ses fysisk, men i tegnsprog er det naturligt at organisere tiden i rummet. På den måde bliver tid forstået som noget der har retning og placering. Fx er fremtid i tegnrummet foran kroppen og fortid i tegnrummet bag kroppen.

PlayDansk Tegnsprog

Metaforer i dansk tegnsprog

Metaforer i dansk tegnsprog kan blandt andet komme til udtryk gennem tegnets bevægelse, placering og form.

Et eksempel er tegnet BESKED. Tegnet illustrerer at man tager noget fra panden og giver det videre til en anden. Tegnet skal ikke forstås bogstaveligt, som om man fysisk tager noget fra hovedet. Det bygger derimod på en fælles forståelse af at tanker opstår og findes i hovedet. Bevægelsen viser at noget overføres fra én person til en anden, for eksempel i betydningen ‘jeg giver dig en besked’.

Metaforer er en vigtig del af dansk tegnsprog. De gør det muligt at udtrykke abstrakte begreber på en visuel og konkret måde.

Se flere eksempler på metaforer i dansk tegnsprog nedenfor.

PlayDansk Tegnsprog

Er metaforer og idiomer det samme?

På temasiden om idiomer forklares idiomer som faste udtryk hvor enkeltdele ikke skal forstås bogstaveligt, men hvor helheden har en anden betydning. Et idiom er altså et bestemt sprogligt udtryk som man skal kende.

Et eksempel er tegnet AFSPADSERE. Tegnet viser en person der går i cirkler, men betydningen ‘at afspadsere’ kan ikke udledes direkte af bevægelsen. Den skal man kende.

En metafor er bredere. Den handler om hvordan vi forstår noget gennem noget andet, og den kan præge mange forskellige udtryk i sproget.

Nogle idiomer bygger på metaforer, både i lydsprog og tegnsprog. Men ikke alle metaforer er idiomer. Derfor er det nyttigt at skelne mellem de to fænomener.

PlayDansk Tegnsprog

Metaforer om tid

Når det gælder tid, findes der i dansk tegnsprog en pendant til udtrykket 'tiden flyver'. Tegnet kan udføres med en bevægelse der illustrerer viserne på et armbåndsur som bevæger sig hurtigt rundt ligesom en tornado. Her bruges bevægelse til at udtrykke at tiden går hurtigt.

Tid kan også organiseres i tegnrummet. Tegn som SIDSTE-ÅR bevæger sig bagud i rummet og henviser til fortid, mens I-MORGEN bevæger sig fremad og henviser til fremtid. På den måde bliver tid forstået som noget der har retning og placering.

Illustration fra 'Language from the body' (Taub 2001)
Illustration fra 'Language from the body' (Taub 2001)
PlayDansk Tegnsprog

Metaforer om tanker

Når det gælder tanker, er BESKED et eksempel på en metafor hvor noget abstrakt vises som noget der kan gives videre. Et andet eksempel er FÅ-EN-IDE hvor idéen vises som noget der opstår ved hovedet, ofte ledsaget af en opklarende mimik. Det samme gælder KOMME-I-TANKE-OM. I disse tilfælde forstås tanker og idéer som noget der har en placering og kan opstå.

PlayDansk Tegnsprog

Metaforer om følelser

Følelser kan også udtrykkes metaforisk gennem bevægelse og placering. Ofte ses en tendens til at opadgående bevægelser forbindes med positive følelser, mens nedadgående bevægelser forbindes med negative følelser. For eksempel udføres tegnet GLAD med en let opadgående bevægelse, mens tegnet SUR har en tydelig nedadgående bevægelse.

PlayDansk Tegnsprog

Metaforer om problemer

Problemer kan også vises gennem metaforer. Tegnet for forhindring illustrerer noget der støder ind i en mur. Her bygger metaforen på en fælles forståelse af at en forhindring både kan være en fysisk barriere og noget der i overført betydning står i vejen for at noget kan gennemføres.

Referencer: Metaforer

Dette tema er skrevet af Elisabeth Holm Hansen og Karen Talks Olesen i 2026.

Den Danske Ordbog

Engberg-Pedersen, Elisabeth. 1993. Space in Danish Sign Language: The Semantics and Morphosyntax of the Use of Space in a Visual Language. SIGNUM-Press.

Schwarzenberg, Sarah, Natalia Filatkina & Annika Herrmann. 2024. Does it need to be double and novel? Investigating metaphorical signs in German Sign Language.FEAST 6:86-101.https://doi.org/10.31009/FEAST.i6.08.

Taub, Sarah F. 2001. Language from the body. Cambridge: Cambridge University Press.

Wilcox, Phyllis. 2000. Metaphor in American Sign Language. Washington, DC: Gallaudet University Press.

Dansk TegnsprogDansk Tegnsprog
Ordbog
Dansk Tegnsprog
Dansk Tegnsprog
Dansk Tegnsprog