

Afledt af et spørgsmål vi modtog i svartjenesten har vi spurgt vores referencegruppe om hvordan de mener at tegnet for ’marcipan’ (ROTTE) er opstået. De fleste – især de midaldrende og ældre døve – svarede at det stammer fra den politiske leder af Fremskridtspartiet i 1970’erne, Mogens Glistrup. Han fik tegnnavnet ROTTE på grund af sine fortænder, og han var meget glad for marcipanbrød, særligt dem fra Anton Berg. Det er derfor en udbredt forståelse at tegnet for ’marcipan’ kommer af tegnet for ’Mogens Glistrup’.
Nogle bruger også et andet tegn for ’marcipan’, nemlig tegnet GRIS som kommer fra ’julegris’, men det første tegn er tilsyneladende det mest udbredte.
Henvisning: