Formanden for Dansk Tegnsprogsråd Elisabeth Engberg-Pedersen blev d. 16. februar 2020 interviewet af Radio 4 til programmet Kryds og Tværs omhandlende dansk tegnsprogs fremtidsudsiger. Her blev der blandt andet diskuteret CI, sprogpolitik, børns sprogudvikling og tolkeuddannelsen.
Nedenfor kan i se Danske Døves Landsforbunds transskription af interviewet med Svenne Lund Jensen som vært:
Vært: Jeg vil gerne fortælle lidt om en kommende sprogdød i Danmark. Det er den vej pilen peger for tegnsprog her til lands. Der er 3-4.000 døve i Danmark, og man regner med, at 20.000 mennesker taler tegnsprog enten privat eller professionelt. Jeg har talt med professor i anvendt lingvistik, Elisabeth Engberg Pedersen, om, hvordan det ser ud fra tegnsprog i Danmark, hvis vi tænder lidt for det lange lys.
Hvordan ser fremtiden ud for tegnsprog i Danmark?
Fremtiden ser sådan ud, at der kommer færre, færre børn, der lærer tegnsprog. Det kalder man for sprogdød. Der er kommer simpelthen ikke nye talere af sprog. Der er ikke sådan, at det sker fra den ene dag til den anden – der kan gå lang tid. Med den levealder vi har, går vi ud fra at nogle af de unge, der bruger tegnsprog i dag, vil leve det her århundrede ud, så der er stadigvæk en lang horisont for tegnsprog.
Den måde vi går til tegnsprog i Danmark på, er, efter det er blevet almindeligt med CI- implantater, og de bliver bedre og bedre, så satser vi meget på den vej inden for døve og svært hørehæmmede. Hvordan ser det ud ift. vores nabolande?
Det har man gjort fra myndighedernes side og lægeverdenen – det er et valg, man har truffet i Danmark, og det er ikke det samme valg, der er truffet i Sverige. Der satser man i højere grad på en dobbeltløsning. Både børnene lærer at opfatte tale og selv at tale, men også at de får tegnsprog. Det er forskelligt fra land til land, hvordan det gøres. I utroligt mange lande har man ikke sundhedsbudget, der tillader, man kan operere alle børn, og derfor bruges tegnsprog i vidt omfang.
Forskningsmæssigt, er der så en vurdering af, hvad der giver mest mening, når der er så stor forskel på, hvordan vi går til det ift. vores nabolande?
Ja, her er forskerne delt. Der er nogen, der lægger meget vægt på, at de her børn kan lære at høre og tale. Det er der helt klart også børn, der gør. Andre mener, at det er vigtigt at sikre børnene. Der er børn, der ikke har så stor glæde af CI og for at sikre, at man ikke taber dem i de meget vigtige tidlige år, så er det nogle lande synes. at det er vigtigt at bruge tegnsprog. Men der er ikke fuldstændig entydige klare resultater. Der er nogle børn, der får stor glæde af CI, men der er også nogle børn, der ikke gør.
Risikerer de børn ikke at blive tabt på gulvet, når vi går væk fra tegnsprog på den lange bane?
Det er der stor risiko for. Det er utrolig vigtigt for børn, at de har et kommunikationsmiddel, når de er ganske små, og for at komme ind i den kultur, det samfund og familie, de lever i, at de har et sprog til at udvikle sig på alle de parametre – følelsesmæssigt, socialt, kognitivt, så man kan forstå, hvad der foregår i verden. Der er en risiko. Hvor stor den er, tror jeg er meget svær at sige. Kvaliteten af CI bliver bedre og bedre, så måske ændrer billedet sig.
Den måde vi som land har valgt at gå til det her på er at anskue, at CI er en reparation af de her børn – de bliver fuldt hørende, når de får CI?
Jeg tror, alle har været klar over, de ikke blev fuldt hørende, så snart de fik CI. Der er tale om en optræningsperiode, men der har jo været et syn på, som at nu var fejlen repareret, og så skulle der træning til, også vil barnet blive normalt hørende. I nogle lande er man mere forsigtige og vil sikre, at barnet også har en anden kommunikationskanal, så har man været bekymret i Danmark for at tegnsprog ville gøre, at barnet ikke rigtig træner sin høresans så meget, der kommer med CI. Det er en gammel, gammel splid. Hvis vi går tilbage til første halvdel af 1900- tallet, så var tanken, at døve børn skulle lære at mundaflæse og lære at artikulere, udtale ord. Der havde man en ide om, hvis de lærte tegnsprog, så ville de blive ”dovne”. Så ville de ikke lære at mundaflæse. Men det er en kendt sag blandt døve, at der er kolossal store forskelle på, hvor gode mennesker er til at mundaflæse. Det skyldes bl.a., hvor gode de er til at forstå og kunne det sprog, de skal mundaflæse. 95% af det at mundaflæse er jo at vide, hvad folk taler om, kende sproget, kunne regne ud i sammenhænge, hvad er det, der bliver sagt. Det er meget mere kompleks sag end at sige, man bliver doven af at kunne tegnsprog.
Hvis vi kigger ud i fremtiden, så vil der komme færre brugere af tegnsprog – hvordan ser det ud?
Det er især nedefra aldersmæssigt antallet af brugere aftager. Der er horisont på 70-80 år, hvor vi ved, at der er en gruppe – som bliver mindre, fordi der dør mennesker i den anden ende – den gruppe vil blive ved med at have brug for tegnsprog. Det er svært at planlægge med en horisont på 70-80 år – det er sjældent, vi gør det rent politisk i Danmark – så der er man nødt til at langs vejen os se, hvad er behovet nu, og forhåbentligt gøre det helt fordomsfrit og lytte til døve og høre, hvad de har brug for. Så det ikke er politiske beslutninger kun – det er en bekvem måde at spare på, kan man sige. Hvis man siger, der ikke er behov for tegnsprog – der er ikke behov for tolke, så kan man jo spare penge. Det er klart nok.
De 70 år, du taler om, forventer man i 2090. at der ikke vil være flere, der taler tegnsprog pga. CI ved fødslen. Dem der ikke har indopereret dem, vil være døde til den tid. Et af de steder man kan spare er på uddannelser. Lige nu er der to steder at læse til tegnsprog- og skrivetolk - i Aarhus og København. Uddannelsen i Aarhus lukker fra 2021, og ifølge Elisabeth Engberg Pedersen, der også er formand for uddannelsesvalget ved Tegnsprogstolkeuddannelse, så er det naturligt, når der ikke længere er nok studerende til at oppebære et studiemiljø, at man må tage nogle svære beslutninger. Men det bekymrer DDL, at der ikke længere skal være en uddannelse i Aarhus.
Med lukningen i Aarhus bekymrer det DDL, at det bliver svært, at få folk til at flytte tilbage til Jylland, når de er uddannet og bestyrker problematikken med, at det kan være svært at få tolk i yderområderne.
Det var grunden til, at afdelingen i Aarhus blev oprettet, og det var et påbud fra ministeriet. Det var for at sikre dækningen af tolke i Jylland. Det man kalder Udkantsdanmark klager netop over, de mangler unge, der kommer tilbage til områderne.
Det er klart, at det vil blive et stort problem på tolkeområdet. Undersøgelser anbefaler uddannelse af 10 tolke om året for at tilpasse behovet, og der sker jo en afvandring fra erhvervet. Men hvis man skal tilpasse sig det, så kan man ikke have en uddannelse splittet op på to steder, fordi der er simpelthen en undergrænse for en uddannelse – altså hvor lille et miljø, der kan være. Unge mennesker har ikke lyst til at blive uddannet, hvor der kun er tre-fire andre, der bliver uddannet. Så man er nødt til at samle uddannelsen. Så må man gøre alt muligt andet for at forsøge at få dem til at vende tilbage. Det er et stort problem, det er der ingen tvivl om.
Du kan høre udsendelsen her.