Artiklen præsenterer resultaterne fra en systematisk litteraturgennemgang af nordisk forskning (2000-2019) om børn og unges adgang til omgivelser hvor de kan bruge tegnsprog med jævnaldrende og voksne. Studiet baserer sig på en dialogisk sprogforståelse hvor sprogtilegnelse er tæt knyttet til sociale og fysiske rum.
Forskningen peger på at det at lære tegnsprog ikke kun handler om undervisning, men også om deltagelse i tegnsprogsarenaer [redaktørernes ordvalg]. Sprogindlæring og socialisering er altså tæt forbundne.
Et gennemgående paradoks er at selvom tegnsprog har fået formel anerkendelse og rettigheder rundt om i Norden, er antallet af døveskoler faldet, hvilket har reduceret tilgængelige tegnsprogsarenaer for børn og unge.
Litteraturgennemgangen viser også at der endnu kun findes få studier der fokuserer på hvor børn og unge faktisk kan bruge tegnsprog i sociale interaktioner, og derfor er der behov for mere forskning på området.
Endelig viser undersøgelsen også at der i de enkelte lande er begrænsninger i lovgivningen, da den nuværende lovgivning sikrer retten til at lære tegnsprog, men ikke tager højde for behovet for tegnsprogsbaserede steder hvor man kan mødes.
Danmark var i 1970’erne og 1980’erne førende inden for forskning og undervisning i dansk tegnsprog, men siden 2000 er det faldet markant. Dette skyldes ifølge artiklen bl.a. myndighedernes fokus på "Auditory-Verbal Therapy" (AVT) og cochlear-implantater, hvilket har reduceret undervisningstilbud i dansk tegnsprog markant. I modsætning til de øvrige nordiske lande har døve børn i Danmark begrænset adgang til tegnsprog, hvilket FN har kritiseret.
De fleste børn i Norden der undervises i tegnsprog, har ikke daglig adgang til en tegnsprogsarena hvor de kan være sammen med andre tegnsprogstalere. Artiklen rejser derfor spørgsmålet om hvordan nye generationer af tegnsprogstalere kan få adgang til sådanne rum, og hvordan lovgivning kan sikre disse væsentlige lærings- og socialiseringsmuligheder. Det påpeges at sproglige rettigheder kun giver mening, hvis de understøtter praksisser der sikrer overførsel af tegnsprog mellem generationer.
Skrevet af Janne Boye Niemelä og Elisabeth Holm Hansen i 2025.