Som én blandt mange sociokulturelle ændringer som coronapandemien har ført med sig, kan nævnes sprogforandringer. I vokale sprog ses disse forandringer måske først og fremmest i form af tilførsel af mange nye coronarelaterede ord og begreber, men i tegnsprog også i form af forandringer i allerede eksisterende tegn som følge af den udbredte skærmkommunikation. I dette års februarnummer af det amerikanske populærvidenskabelige tidsskrift Scientific American kan man se eksempler på sådanne forandringer i ASL (jf. www.scientificamerican.com/article/the-covid-zoom-boom-is-reshaping-sign-language1/).
Tegnsprogstalere har naturligvis længe benyttet sig af skærmkommunikation, men ifølge tidsskriftsartiklens forfatter har coronapandemien medført så stor en stigning i onlinekommunikation på bekostning af ansigt til ansigt-kommunikation at det har medført ændringer i ASL.
Forandringerne rammer på den ene side tegn der normalt involverer en stor del af tegnrummet, og på den anden side tegn der udføres med små betydningsbærende detaljer i fx håndform. Når kommunikationen skal aflæses via en skærm, er tegnrummet uundgåeligt mindre, og dermed vil der være tegn som normalt kræver at modtageren kan se hele afsenderens krop, som nødvendigvis må tegnes et sted på kroppen som kan ses på skærmen. Omvendt kan det være svært at aflæse tegn som udføres med små fine fingerbevægelser, på en skærm, og sådanne tegn vil så enten blive justeret i skærmkommunikationen, eller den tegnsprogstalende vil blive tvunget til at tale langsommere og gentage sig selv mere.
Kommunikationen via skærm betyder også at den tegnsprogstalende må have tanke på hvordan han eller hun er vinklet i forhold til kameraet; det kan nemlig være afgørende grammatisk set om en håndbevægelse går eksempelvis bagud eller fremad. Derfor kan den tegnsprogstalende være nødt til at stå med siden til.
Tegnsprog involverer desuden normalt pegning på fx andre personer i det fysiske rum. Det kan selvsagt ikke lade sig gøre til et skærmmøde med flere end to personer, og den tegnsprogstalende vil af den grund være nødt til at tilføje referenter på anden vis.
Der er ingen grund til at tro at ovenstående ikke også skulle gælde for dansk tegnsprog. For nylig publicerede den norske stiftelse Signo, som tilbyder forskellige tjenester til døve, hørehæmmede og døvblinde i Norge, en artikel på sin hjemmeside om lignende forandringer i norsk tegnsprog (jf. www.signo.no/aktuelt/tegnsprak-i-en-boks/). I denne artikel peges i øvrigt på én fordel ved skærmmøder frem for fysiske møder – i hvert fald hvis sidstnævnte foregår i et smalt møderum. I et sådant møderum kan det nemlig være svært for tegnsprogstalende at se hvad de andre i den anden ende af rummet siger, og man kommer nemt til at sidde i vejen for hinanden. I det digitale møderum er alle derimod stillet lige.
Tiden vil vise om de beskrevne forandringer er blivende eller vil gå i sig selv når onlinekommunikation igen bliver noget vi gør af lyst og ikke af nød.
Referencer: