

Tegnet SYG har ændret sig gennem tiden. I de gamle tegnordbøger fra 1871 til udgivelsen i 1967 mindede tegnet for syg om tegnet LÆGE.
Det første dokumenterede tegn for syg er illustreret i den første ordbog fra 1871. Tegnet forbindes med når lægen tjekker pulsen på håndleddet.
Illustration i ordbogen fra 1871I den røde ordbog fra 1979 var tegnet ændret til det tegn som er mest udbredt i dag – med Æ-håndform på brystet.
Det oprindelige tegn blev også brugt i andre betydninger, fx om ’at være syg i hovedet’ som Dorith Bloss Christensen fortæller i videoen nedenfor. I dag bliver tegnet stadig brugt i forbindelse med ’at noget er sindssygt’. Samme tegn blev også brugt i forbindelse med 'sygdom' som Lorenz Ove Sønnichsen Herbst fortæller om i den anden video nedenfor.


Dorith Bloss Christensen fra Fredericia Døves Seniorklub 'Frecia', 2026.


Lorenz Ove Sønnichsen Herbst fra Fredericia Døves Seniorklub 'Frecia', 2026.


Hvorfor tegnet har ændret sig, kan vi ikke sige med sikkerhed. Vi har dog fundet en mulig forklaring gennem nogle ældre tegnsprogstaleres erindringer. Deres forklaring viser at en af årsagerne er, at det kunne være vanskeligt at se forskel på tegnene for læge og syg. En anden årsag var at nogle hørende familiemedlemmer havde lettere ved at forstå en flad hånd på brystet med en mimik der indikerede, at man havde det dårligt, ligesom i videoen med Dorith ovenfor. Kombineret med Æ-håndformen fra tegnet for dårlig, resulterede det ifølge de ældre i det tegn som vi kender i dag.
I Ordbog over Dansk Tegnsprog findes der i dag to varianter af tegnet: det gamle tegn der kan minde om LÆGE og det nyere tegn med Æ-håndform på brystet og en fremadvendt bevægelse. Vi har spurgt vores referencegruppe hvilke tegn de bruger. De fleste svarer at de primært bruger Æ-håndformen, men i forbindelse med sindssyg bruger de det gamle tegn – først med pegefingeren ved panden som derefter bevæges ned til LÆGE. Enkelte bruger stadig det gamle tegn i forbindelse med sygdom ligesom Lorenz nævnte i videoen ovenfor.
Vi kan altså ikke konkludere at det gamle tegn for syg er på vej ud af dansk tegnsprog, men noget tyder på at det i dag bliver brugt i en lidt anden betydning end tidligere.
Skrevet af Karen Talks Olesen og Elisabeth Holm Hansen i 2026.
Kildehenvisninger:
- Videoklip fra besøget i Fredericia Døves Seniorklub ’Frecia’, februar 2026.