Afdeling for Dansk Tegnsprog gennemførte i 2024 et mindre tegntjek over hvilke bandetegn der bliver brugt i Danmark. Undersøgelsens resultater viste at det blandt de 66 besvarelser overordnet set er de samme tegn som henholdsvis unge og ældre tegnsprogstalende enten bruger eller aldrig bruger. Ser vi på geografi eller køn, viser vores data heller ikke nogen signifikant forskel på hvilke tegn der bliver brugt.


I videoen kan du se en tegnsprogsversion af klummen.
I toppen lå tegnet HELT-ÆRLIGT i betydningen 'helt ærligt?!, hvad tænkte du dog på?!' som 51 ud af 66 deltagere angav at de brugte ’ofte’ eller ’sommetider’. Derudover lå både FANDENS og FOR-HELVEDE blandt topscorerne. FUCK-YOU~1 (samme tegnudførsel som SKRÅT-OP) er umiddelbart det eneste indlånte tegn eller tegn med indlånt mundbevægelse der optræder i toppen af undersøgelsen. Derimod ligger tegnet FUCK-YOU~2 helt i bunden da 65 ud af de 66 deltagere svarede at de ’sjældent’ eller ’aldrig’ brugte det tegn. Tegnet er, så vidt vi ved, indlånt fra amerikansk tegnsprog (ASL) og tilsyneladende ikke særligt udbredt i Danmark endnu. Generelt placerede de indlånte bandetegn sig lavt i undersøgelsen.
Tja, vores lille undersøgelse viser at der kun i mindre grad kan påvises nogen generationsforskelle da både top og bund er meget ens på tværs af de forskellige aldersgrupper. Ser vi til gengæld på et af de tegn der placerer sig mellem top og bund, nemlig KLAMT, kan vi se nogle forskelle i hvor udbredt det tegn er. Tegnet er fx væsentligt mere udbredt i hovedstadsområdet end i provinsen, og vi kan konstatere at der er flere kvinder end mænd i undersøgelsen der bruger tegnet, og gruppen mellem 40-55 år bruger det mere end både dem der er yngre og dem der er ældre.
Et andet tegn der placerer sig nogenlunde i midten, er tegnet FUCK OFF, som er sammensat af et tegn med en indlånt mundbevægelse og et tegn afledt af mund-hånd-systemet. Dette tegn er i modsætning til KLAMT væsentlig mere udbredt i provinsen end i hovedstadsområdet. Forskellen mellem kønnene er rimelig stor da 26 % af kvinderne svarede at de brugte tegnet ’ofte’ eller ’sommetider’, mens det kun var 12% af mændene der valgte de svarkategorier ved det pågældende tegn. Til gengæld var der ingen videre forskel at spore i de tre alderskategorier, hvor mellem 83 og 87% svarede at de ’sjældent’ eller ’aldrig’ benyttede tegnet FUCK OFF.
Det er ikke muligt at sige noget generelt om udbredelsen af de enkelte tegn eftersom kun 66 personer deltog i undersøgelsen - det ville kræve en større undersøgelse. Den giver dog alligevel en lille indikation af hvilke tegn der er mest udbredt da top og bund var stort set ens for alle tre aldersgrupper, og det samme gjorde sig gældende når vi undersøgte på tværs af køn og bopæl.
Hvis du er interesseret i at se alle de tegn vi fandt frem til, kan du finde dem i tegnlisten over bandetegn i dansk tegnsprog. Bare scan QR-koden her, så kommer du direkte videre til videoerne hvor du kan se tegnene udført.
Skrevet af Elisabeth Holm Hansen og Janne Boye Niemelä i 2025.