Brevkasse: Hvad skal der til for at en kommunikationsform er et ægte (tegn)sprog?

Ingen særlige kriterier

Close

Der findes ikke et sæt af bestemte kriterier et sprog skal opfylde for at man kan sige at det er et sprog – og det gælder både for vokalsprog og tegnsprog. Det afgørende er om der er tale om et kommunikationsmiddel der opfylder sprogbrugernes kommunikationsbehov. Et døvt barn der er henvist til fx home signs (’hjemmetegn’), får ikke nødvendigvis sine kommunikationsbehov opfyldt. Hjemmetegn er den form for tegnkommunikation som et døvt barn der ikke får et tegnsprog som input, selv udvikler. At et barn der kun kommunikerer med hjemmetegn, ikke får sine kommunikationsbehov opfyldt, skyldes især at barnets omgivelser ikke kommunikerer med det på et sprog der kan udvikle barnets kognitive, emotive og sociale evner videre. Af den grund kan man sige at kommunikationsformer som fx hjemmetegn ikke er et (fuldt udviklet) sprog. Det samme gælder tegn-til-tale som er tale understøttet med bestemte udvalgte tegn.

Kommunikationsformer kan blive til sprog over tid

Close

Gestik (som fx hjemmetegn) kan imidlertid potentielt ende med at blive et fuldt udviklet sprog. Dette ville dog kræve at den person der bruger tegnene, begynder at bruge dem sammen med (mange) andre døve, og at disse døve videregiver deres kommunikationsform til næste generation. Man kender også til nyere eksempler på gestik der over tid har udviklet sig til et sprog. Det gælder fx nicaraguansk tegnsprog som døve over en generation udviklede fra man begyndte at undervise døve børn i Nicaragua i 1980’erne, og Al-Sayyid-beduintegnsprog som er beskrevet af Wendy Sandler.

Al-Sayyid-beduintegnsprog som eksempel

Close

Al-Sayyid-beduintegnsprog er et tegnsprog som er opstået og har udviklet sig i det sydlige Israel i en specifik beduinstamme med megen arvelig døvhed. Som Sandler beskriver det, er der klare tegn på mere og mere komplekst sprog over nogle generationer. Bl.a. inddrager brugerne flere og flere artikulatorer systematisk for hver generation. Det vil sige at hænder, krop og mimik i stigende grad er blevet anvendt til at udtrykke grammatiske forskelle i sproget.

Skrevet af Anna Sofie Hartling i 2021.

Reference:

  • Engberg-Pedersen, Elisabeth. 2020. Privat mailkorrespondance.
  • Sandler, W. (2012). Dedicated gestures and the emergence of sign language. Gesture, 12(3), 265-307.
  • Sandler, W., Meir, I., Padden, C., & Aronoff, M. (2005). The emergence of grammar: systematic structure in a new language. PNAS, 102(7), 2661-2665.
  • Meir, I., Sandler, W., Padden, C., & Aronoff, M. (2010). Emerging sign languages. In P. Nathan, M. Marschark, & P. E. Spencer (Eds.), The Oxford Handbook of Deaf Studies, Language, and Education (Vol. 2, pp. 268-280). Oxford, UK: Oxford University Press.

#Andre tegnsprog

Relaterede

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search