Vis alle tekster på sitet

Sprogspørgsmål: Kan MHS bruges til at gengive ord fra fx engelsk og tysk?

Close

Kort svar
Mund-hånd-systemet (MHS) blev lavet for at gengive udtale på dansk. MHS bruges tilsyneladende ikke ret ofte til at gengive ord fra andre sprog end dansk. I enkelte tilfælde bruges det dog, oftest når der tolkes mellem dansk tegnsprog og dansk.

Vi har spurgt vores referencegruppe
MHS bruges generelt til at gengive danske ord på dansk tegnsprog. Men kan det bruges til at gengive ord fra andre sprog end dansk når nu det er tilpasset danske lyde? Da dansk tegnsprog ikke er velbeskrevet, har Afdeling for Dansk Tegnsprog nedsat en referencegruppe, som vi konsulterer når vi har brug for information om aspekter af dansk tegnsprog som ikke er beskrevet i litteraturen. Det er tilfældet med dette spørgsmål.

MHS bruges primært til danske ord
Nogle medlemmer af referencegruppen fortæller at de udelukkende bruger MHS til danske ord. Et andet medlem af referencegruppen fortæller at hun bruger MHS til latinske og engelske fagudtryk i forbindelse med sin uddannelse, men primært i situationer hvor der bliver tolket mellem dansk og dansk tegnsprog.

MHS bruges dog også til fremmedord af hørende tegnsprogstolke
Det forekommer med stor sikkerhed at hørende tegnsprogstolke bruger MHS når de skal gengive ord fra fremmede sprog som de skal tolke til dansk tegnsprog. Det kan fx ske hvis tolken ikke kan stave til ordet – så kan tolken i stedet bruge MHS til at gengive ordets udtale. I den slags tilfælde er det imidlertid vores erfaring at tolken altid gør opmærksom på at der kommer et ord fra et fremmedsprog, fx fransk.

MHS kan godt bruges til gengivelse af ord fra fx tysk og engelsk, men oftest bruges det kun til danske ord
Konklusionen er altså at det hænder at man bruger MHS til gengivelse af ord fra andre sprog end dansk, fx fagudtryk fra engelsk og latin. Derfor er svaret at det giver mening for nogle talere i nogle situationer. Det lader dog ikke til at være så almindeligt at bruge MHS til at gengive ord fra andre sprog end dansk.

Hvorfor bruges MHS primært til danske ord?
Hvis man bruger MHS til at gengive ord fra andre sprog end dansk, så går der information tabt i forhold til hvordan ordet staves – udgangspunktet er jo at man prøver at gengive hvordan ordet udtales. Det kan give problemer hvis man vil vide hvordan ordet staves – stavningen af et ord kan jo godt ligge langt fra udtalen.

Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2016

#Mund-hånd-systemet

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search