Vis alle tekster på sitet

Sprogspørgsmål: Hvor kommer det danske tegn for 'Danmark' fra?

close

Kort svar
I 1926 ville man lave et nyt tegn for 'Danmark', og Døvstummerådets tegnudvalg fremsatte forskellige forslag. Det tegn der blev vedtaget, er tegnet DANMARK~1, der bruges den dag i dag. Det forestiller de tre bølgelinjer fra Den Kongelige Porcelainsfabriks varemærke.

Før i tiden var der et andet tegn for Danmark
I publikationen Smaablade for Døvstumme (1926) kan man læse at tegnet DANMARK~1 stammer fra 1926. Før 1926 fandtes der et andet tegn for ’Danmark’, som minder om tegnet for ’her’, nemlig DANMARK~2. Det eneste der adskilte de to tegn, var mundbevægelsen. Datidens døve var imidlertid ikke tilfredse med tegnet; de syntes det var underligt at bruge et tegn der mindede så meget om tegnet for ’her’, når de var i udlandet. Døvstummerådets tegnudvalg så det derfor som sin opgave at finde et nyt tegn for fædrelandet.

Vedtagelsen af det nye tegn
Under et foredrag i Læseforeningen, der var en del af Døveforeningen af 1866, fremsatte formanden for Døvstummerådets tegnudvalg, kunstmaler Viggo Christian Hansen, forskellige forslag for ’Danmark’. Forsamlingen vedtog enstemmigt det tegn som man bruger i dansk tegnsprog i dag. Tegnets opfinder var den døve, dengang 55-årige, Konrad Schaarup. Tegnet udføres ved at tommel-, pege- og langfinger føres i bølgelinje over mod højre, og man tegner således de tre bølgelinjer fra Den Kongelige Porcelainsfabriks varemærke. Bølgelinjerne repræsenterer de tre danske bælter, Storebælt, Lillebælt og Øresund. Den Kongelige Porcelainsfabrik blev til ”Royal Copenhagen” i 1987 men bruger stadig varemærket.

Derefter anmodede tegnudvalget alle døve om at anvende tegnet. Det blev accepteret og bruges stadig den dag i dag. Tegnet bruges også om Danmark mange andre steder i verden.

Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2016

Henvisninger

#By- og landetegn

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
burgerclose
Ordbog
close
close
search