Vis alle tekster på sitet

Hvordan transskriberer man dansk tegnsprog?

Dansk tegnsprog skrives som regel ikke ned på skrift. Man benytter i stedet dansk når man skriver. Men især i forbindelse med forskning i dansk tegnsprog benytter man et transskriptionssystem for at kunne nedskrive sproget. Man benytter her dansk, og systemet bygger derfor på en oversættelse fra dansk tegnsprog til dansk. Ved hjælp af systemet kan man transskribere selve tegnene, mundbevægelser, såkaldte nonmanuelle træk (fx hævede øjenbryn) og forskellige tegnmodifikationer.

Systemet kan dog kun bruges hvis man kan tegnsproget. Den måde man transskriberer tegnene på, fortæller ikke hvordan de ser ud eller udføres. Det transskriptionssystem som fx svensk tegnsprog bruger, kan derimod godt bruges af folk der ikke kan tegnsproget.

 

Transskription af et tegn

Tegn transskriberes med store bogstaver (versaler) og som udgangspunkt med det tilsvarende danske ord i det man kalder grundform. Det kan fx være tegnet for 'bil' som transskriberes BIL. Enkelte verber (udsagnsord) skrives dog ikke i grundform, men i præsens (nutid). Det gælder modalverber som kunneskulle med flere. De verber transskriberes dermed KAN, SKAL med flere.

Når ét tegn på dansk tegnsprog svarer til flere ord på dansk, sættes der bindestreg mellem ordene i transskriptionen. Det kan fx være endnu ikke som svarer til ét tegn og derfor transskriberes ENDNU-IKKE.

Sammensatte tegn transskriberes med symbolet ^. Et eksempel er tegnet for 'madpakke' som transskriberes MAD^PAKKE. Det betyder at der først udføres tegnet for 'mad' og bagefter tegnet for 'pakke'. Men der er også mange eksempler på at det der på dansk er et sammensat ord, på dansk tegnsprog er ét samlet tegn. Det gælder fx tegnet for 'grantræ' som transskriberes GRANTRÆ.

 

Transskription af mundbevægelser

Elementer som forekommer imellem to skråstreger (//), viser mundbevægelsen når den svarer til udtalen af et dansk ord. Det gælder fx MASSER-AF/mange/ hvor tegnet MASSER-AF ledsages af mundbevægelsen af det danske ord mange.

Elementer som forekommer imellem to firkantede parenteser ([ ]), viser mundbevægelsen når den ikke svarer til udtalen af et dansk ord men derimod kan beskrives med danske fonemer (dvs. lyde der findes på dansk). Det ses fx i MASSER-AF[i] hvor tegnet MASSER-AF ledsages af en mundbevægelse der former lyden i.

Elementer som forekommer imellem to skarpe parenteser (< >), viser mundbevægelsen når den ikke er lydlig. Det kan være pust af varierende længde, vibrerende læber eller at bide sig i tungen. Et eksempel er MASSER-AF<langt pust> hvor tegnet MASSER-AF ledsages af et langt pust.

 

Transskription af nonmanuelle træk

Nonmanuelle træk i dansk tegnsprog kan være når den tegnsprogstalende nikker eller ryster på hovedet samtidig med at han/hun udfører et tegn. Det kan desuden være hævede bryn, opspilede øjne og blikretning med mere.

Man kan opdele transskriptionen af nonmanuelle træk i to grupper. Man kan transskribere den betydning trækket har, eller man kan transskribere hvordan trækket ser ud. Vælger man at transskribere betydningen, kan man fx skrive neg (dvs. nægtelse) når der rystes på hovedet. Vælger man derimod at transskribere hvordan nægtelsen ser ud, kan man skrive ryst (dvs. hovedryst).

 

Tegnmodifikationer

Man nedskriver i nogle tilfælde det man kalder tegnmodifikationer. Det gør man fx når man skal vise hvem taleren peger på.

Når man taler om sig selv, transskriberes det PEG+c, dvs. enten a-hånd (dvs. knyttet hånd) eller b-hånd (dvs. flad hånd) lagt på brystkassen af taleren. Valget af a- eller b-hånd afhænger bl.a. af det efterfølgende tegn. Bogstavet c står for centrum.

Når man taler om samtalepartneren, transskriberes det PEG+modtager, dvs. en pegning mod modtageren. Derudover bruger man bl.a. også PEG+v, PEG+h og PEG+m når man peger på de forskellige loci i tegnrummet. Loci er de forskellige aktører som man har opstillet i sit tegnrum (fx personer der ikke er til stede), og som altså kan være placeret til venstre for (PEG+v), til højre for (PEG+h) eller midt for (PEG+m) taleren.

 

Hvordan transskriberes en sætning så?

En transskriberet sætning kan se ud som følger:

    PEG+c<intet>  BESØGE/har besøgt/  SIN+c/min/  MORMOR/mormor/  MANGE/mange/  GANG/gang/    
    Dansk oversættelse: Jeg har besøgt min mormor mange gange.

PEG+c viser at taleren taler om sig selv. <intet> betyder at der ikke er en ledsagende mundbevægelse. BESØGE/har besøgt/ betyder at tegnet BESØGE udføres samtidig med mundbevægelsen af de danske ord har besøgt. SIN+c betyder at tegnet SIN er ledsaget af enten a-hånd eller b-hånd lagt på brystkassen af taleren. MORMOR/mormor/ viser at tegnet MORMOR ledsages af mundbevægelsen af det danske ord mormor. Det samme gælder for MANGE/mange/ og GANG/gang/.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search