Brevkasse: Hvornår blev det nye håndalfabet indført i dansk tegnsprog?

Close

Kort svar
Det nyeste håndalfabet vi har på dansk tegnsprog, blev indført i 1977. I dag er det det mest brugte håndalfabet på dansk tegnsprog.

Hvor kommer det nye håndalfabet fra?
Håndalfabetet er en tilpasset udgave af det såkaldte internationale håndalfabet. Det danske håndalfabet består af de fleste af de 26 håndformer der er i det internationale håndalfabet. Kun tegnene for bogstaverne p og t er forskellige i det nye danske håndalfabet og det internationale håndalfabet.

Desuden er der tilføjet tegn for bogstaverne æ, ø og å fordi man jo har brug for disse bogstaver når man staver på dansk.

Hvem indførte det nye håndalfabet?
Danske Døves Landsforbunds tegnsprogsudvalg stillede forslaget om at skifte håndalfabet. Forslaget blev vedtaget med 75 stemmer for og 6 imod på DDL’s landsmøde i 1977.

Hvorfor indførte man et nyt håndalfabet i 1977?
Dels mente man at det internationale håndalfabet var lettere at udføre og aflæse, dels kom Verdensforbund for døve (WFD) med en anbefaling om at bruge det internationale håndalfabet.

Henvisninger
• Døvebladet. Tidsskrift for svært-tunghøre og døve 1977, nr. 5.
• Døvebladet. Tidsskrift for svært-tunghøre og døve 1977, nr. 6-7.
• Døvebladet. Tidsskrift for svært-tunghøre og døve 1977, nr. 8.
• Ole Munk Plum m.fl. (1979/1997): Dansk-Tegn Ordbog. Danske Døves Landsforbund.

#Dansk tegnsprogs historie #Mund-hånd-systemet og håndalfabetet

Relaterede

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search