Brevkasse: Hvorfor er det svært at lave automatiske oversættelser mellem tegnsprog og vokale sprog?

Close

Kort svar
For det første er det en vanskelig opgave at få computere til at ”forstå” tegnsprog. For det andet mangler vi resurser om dansk tegnsprog.

Svært for computere at fortolke levende billeder
Når man skal oversætte mellem tegnsprog og vokale sprog, skal man oversætte mellem to vidt forskellige modaliteter: skrift og levende billeder. En computer har ikke så svært ved at omsætte skriftsprog til computersprog, men det er vanskeligt for en computer at fortolke tegnsprog, som jo består af levende billeder.

Manglende resurser om dansk tegnsprog

Når man skal lave programmer der kan oversætte mellem sprog, skal man have adgang til viden om sprogene. Den viden kan man få på to måder:

  1. Man kan bruge grundige beskrivelser af de sprog der skal oversættes imellem. Det vil fx sige beskrivelser af:
    - tegns betydning
    - hvordan man sætter tegn sammen til sætninger
    - hvordan tegn og tegnkombinationer oversættes til danske ord og sætninger.

  2. Man kan også bruge store samlinger af oversat materiale, fx dansk tekst som er oversat til dansk tegnsprog og omvendt. Det vil sige at man har brug for en masse tekstede optagelser af dansk tegnsprog, hvor man kan se:
    - hvilke tegn der ofte optræder sammen
    - hvordan tegn oversættes til dansk afhængigt af de omgivende tegn.

Vi mangler sådanne resurser for dansk tegnsprog – i hvert fald indtil videre. Ikke desto mindre bliver der arbejdet på løsninger for forskellige tegnsprog. Du kan læse om et par eksempler i vores svar på spørgsmålet Hvilke løsninger findes der for automatiske oversættelser mellem tegnsprog og vokale sprog?

Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2019.

#Andre tegnsprog #Dansk

Relaterede

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search