Brevkasse: Hvorfor er der flere tegn for ’fordi’? Og hvilket tegn er mest almindeligt?

Close

Kort svar
Det er helt almindeligt at have flere tegn eller ord for det samme indhold – det har man både på dansk tegnsprog og på dansk. Vi har lavet en lille undersøgelse der viser at ÅRSAG med mundbevægelsen [i] er den mest almindelige måde at sige ’fordi’ på på dansk tegnsprog.

Hvorfor er der flere forskellige tegn for ’fordi’ på dansk tegnsprog?
Det er helt almindeligt at have flere måder at sige det samme på – både på dansk tegnsprog og på andre sprog. Fx har man på dansk fordi, da, siden og eftersom, der alle kan betyde det samme som ’fordi’ (se opslaget om eftersom i Den Danske Ordbog hvor fordi, da og siden nævnes som synonymer, altså som ord der betyder det samme: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=eftersom&entry_id=11010618).

Hvor almindelige er de forskellige tegn for ’fordi’?
Vi har undersøgt disse tegn for ’fordi’:

  1. ÅRSAG med mundbevægelsen [i]
  2. ÅRSAG med mundbevægelsen /fordi/
  3. PÅ-GRUND-AF med mundbevægelsen [i]
  4. DERFOR med mundbevægelsen /fordi/.

For at undersøge hvor udbredte tegnene er, lavede vi en spørgeskemaundersøgelse på dansktegnsprog.dk, hvor vi spurgte folk hvilke af de 4 tegn de selv bruger i betydningen ’fordi’. Folk kunne godt svare at de brugte flere af de 4 tegn.

Vi fik 81 besvarelser, og tabellen her viser hvad folk svarede:

Tegn for ’fordi’

%-del der svarer at de bruger dette tegn

1. ÅRSAG med mundbevægelsen [i]

70 %

2. ÅRSAG med mundbevægelsen /fordi/

31 %

3. PÅ-GRUND-AF med mundbevægelsen [i]

15 %

4. DERFOR med mundbevægelsen /fordi/

59 %

De fleste deltagere har svaret at de bruger flere tegn for ’fordi’, men 37 % har svaret at de kun bruger et enkelt tegn for ’fordi’.

Undersøgelsen fortæller os ikke hele sandheden!!
Et af problemerne ved vores undersøgelse er at vi har spurgt folk hvilke tegn de bruger. Det er bare ikke sikkert at de selv er bevidste om hvad de gør. Fx kan det sagtens være at folk der har svaret at de kun bruger et tegn for ’fordi’, faktisk benytter sig af flere forskellige tegn når de taler – de lægger bare ikke mærke til det.

Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2019.

#Dansk tegnsprog i tal #Tegns betydning #Variation

Relaterede

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search