Brevkasse: Har døve dansk som andetsprog?

Close

Kort svar
Ja, de fleste danske døve har dansk som andetsprog.

Hvad er et andetsprog?
Et andetsprog er et sprog som man bruger i sin dagligdag, men som ikke er ens modersmål. Mange danske døve bruger dansk i forbindelse med fx arbejde, uddannelse og når de er i kontakt med myndighederne. For dem er dansk et andetsprog.

Hvad er et fremmedsprog?
Et fremmedsprog er et sprog man lærer i skolen og normalt ikke bruger uden for skolen. For de fleste i Danmark er tysk og fransk fremmesprog fordi man lærer sprogene i skolen, men ikke bruger dem i sin hverdag.

Hvad er et modersmål?
Man kan bruge mindst fire forskellige kriterier man kan bruge for at afgøre om et sprog er ens modersmål (se Tore Kristiansen m.fl. (1996)):

  1. det (eller de) sprog man lærer af sine forældre
  2. det (eller de) sprog man lærer først
  3. det (eller de) sprog man kan bedst
  4. det (eller de) sprog man identificerer sig med.

Man behøver ikke at opfylde alle fire kriterier for at sige at dansk tegnsprog er ens modersmål. Hvis dansk tegnsprog fx er det sprog man kan bedst, og som man identificerer sig med, kan man sagtens sige at dansk tegnsprog er ens modersmål.

Andetsprog, fremmedsprog og modersmål – tre omstridte ord
Bemærk at der er mange forskellige definitioner af hvad andetsprog, fremmedsprog og modersmål er. Det er derfor ikke alle der vil være enige i de definitioner vi har brugt i dette svar.

Henvisninger

  • Jens Normann Jørgensen (2006): Sprogs betydning for tosprogede børn. I: Tosprogede børn i det danske samfund. S. 19-74.
  • Tore Kristiansen m.fl. (red.) (1996): Dansk Sproglære. København: Dansklærerforeningen, 358.

Skrevet af Anne Kjærgaard og Janne Boye Niemelä i 2018.

#Dansk #Døve i Danmark #Dansk tegnsprogs status

Relaterede

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
BurgerClose
Ordbog
Close
Close
Search